Cases

28. september 2026

Diskusprolaps i lænden

En 57-årig kvinde henvender sig med smerter i lænden og udstrålende smerter i hele højre ben. Smerterne var kommet i forbindelse med et tungt løft. Hun har konstante smerter og har svært ved at sove grundet dette. Undersøgelsen ved kiropraktoren viser, at hun har en diskusprolaps i lænden, som trykker på en nerverod og giver hende smerter i benet. I samråd med patientens egen læge får hun relevant smertedækkende medicin, og hun bliver opstartet i behandlingsforløb hos os. Da der er tale om en diskusprolaps kan vi tilbyde patienten et pakkeforløb med øget tilskud fra regionen, som gør at forløbet bliver væsentligt billigere for hende. Forløbet handler både om behandling, men også instruktion i øvelser samt råd og vejledning til hvordan hun bedst håndterer hverdagen mens smerterne står på.
Patienten oplever varierende effekt, og har efter 4 uger fortsat smerter i benet. Derfor henvises hun af os til en MR scanning af lænden. Scanningen viser at der er tale om en moderat stor prolaps med klar påvirkning af flere nerver, derfor sendes hun til kirurgisk vurdering. Sideløbende med scanning og vurdering, har hun været i behandling her på klinikken for at holde smerterne nede, således at hun kan fungere i hverdagen. Patienten er ikke afsluttet endnu, men der ses god smertelindring af behandlingerne mens der afventes svar fra den kirurgiske vurdering.